Det usynlige slør
Om billedkunstner Faranak Sohi
Af Trine Rytter Andersen
Nogle gange møder du mennesker, som gør et stærkt og i første omgang næsten uforståeligt indtryk på dig. I dagene efter mødet er dine tanker beskæftigede med at trænge til bunds i indtrykkets karakter, og mens du fremkalder billedet af personen på din nethinde, forsøger du at zoome ind og stille skarpt for rigtigt at se personen for dig og for at trænge ind bag det slør af mystik, som i første omgang netop fik dig til at finde denne person så ualmindeligt tiltrækkende.
Mit møde med Faranak Sohi havde netop denne karakter. Vi samarbejdede en tid omkring udstillingen ’Af lyst eller nød’, en gruppeudstilling, der handlede om immigrationshistorier og fandt sted på Aarhus Bymuseum. Kort efter mødtes vi i min have, hvor en lang samtale fandt sted og bidrog til at løfte endnu en flig af sløret, der skjuler en dramatisk livshistorie, der på tværs af to vidt forskellige kulturer er præget af opbrud, følelsesmæssig isolation, tab og store tilpasningskrav.
Siddende i solen på en varm sommerdag med Faranak Sohis intense tilstedeværelse i stolen ved siden af mig, forstår jeg, at der er en sammenhæng mellem stor livfuldhed og energi på den ene side og tilbagetrukkethed og skyhed på den anden side hos mennesker, der af familien og/eller samfundet er blevet pålagt at bære på store, tunge byrder, men som også har et brændende ønske om at lægge denne byrde fra sig. Det er det klassiske skyld- og skam-syndrom, hvor man føler sig skamfuld over ikke at magte opgaven med at slæbe byrden og skyldig over samtidig at ønske at slippe væk fra opgaven.
Oplevelser i forbindelse med krig og ødelæggelser er den bedste garanti for alvorlig følelsesmæssig lidelse hos de overlevende og efterladte. Posttraumatisk angst medfører tabuisering, paranoia og tvangspræget fastholdelse af overlevelsesstrategier, der engang var hensigtsmæssige, men som, når de fastholdes i en anden kontekst, muterer til ukendelighed i takt med, at de ubevidst også påtvinges nye generationer. Uden længere at være tilknyttet en åbenlys relevans bliver de hos børn og unge i bedste fald til neurotisk adfærd og i værste fald til egentlig sindssygdom.
Denne form for ”karmisk” byrde bæres af mange, ofte gennem generationer, og byrden vokser under pres fra både ydre og indre psykologiske omstændigheder, og ligeledes vokser den under påvirkning af ugunstige og farlige politiske begivenheder. I det lange løb internaliseres byrden, og dele af den bliver derved fortrængt til underbevidstheden, hvorfra den dog stadig manifesterer sig som en uønsket og uforståelig, styrende kraft.
Mange mennesker magter ikke selv at befri sig for den slags byrder, mens andre er drevet af et stærkt indre ønske om at undersøge denne byrdes betydning for deres livsudfoldelse og identitet. Dette bevidste arbejde med at opdage og forstå delvist fortrængt materiale i ens bevidsthed har et stærkt frigørende og bevidsthedsudviklende potentiale. Kunstens rum er sådan et sted, hvor det lader sig gøre at italesætte identiteten med alle dens strukturelle og følelsesmæssige facetter.
Faranak Sohi er vokset op i en meget kunstnerisk begavet familie, hvor der blandt de nærmeste slægtninge er kunstnere, arkitekter, en skuespiller og en digter. Derfor er det helt naturligt, at hun altid har tegnet og malet, og at hun som voksen føler sig draget mod at benytte kunsten som udtryksmiddel, idet hendes behov for at udtrykke sig vokser i takt med, at hendes eget liv er blevet formet af stærke oplevelser og kultursammenstød.
Faranak Sohi er 50 år, født og opvokset i hovedstaden Teheran i Iran. Iran er et kæmpestort land med godt 72 millioner indbyggere Det har siden Første Verdenskrig været centralt i kampene mellem øst og vest om strategiske og ressourcemæssige interesser i Golfregionen. Irans historie er derfor et langt epos om et 2800 år gammelt kongeriges kamp mod fremmede magters indtrængen. Det er således også en historie om civil modstand i et område, hvor næsten 90% af befolkningen er shia-muslimer1, som ikke ønsker tætte bånd til Vesten, og som afviser en sekulær, demokratisk statsdannelse som den, vi hylder i Danmark. Iran er derfor et land, hvor modernisering og demokratisering har været bremset af analfabetisme, religiøs fanatisme, fejlslagne reformforsøg og korruption, hvilket siden Anden Verdenskrig og især i årene op til Den Iranske Revolution i 1979, gjorde landet til offer for internationale efterretningstjenesters manipulationer og forsøg på at tilegne sig rettigheder og kontrol med ressourcer og regeringer.
Faranak Sohis forældre stiftede familie og fik børn under Shahens enevældige styre i perioden 1953 – 1979. Det var en tid, hvor båndet til USA blev meget stærkt, og hvor den iranske monark lod sig styre og vejlede af først og fremmest CIA, i forhold til at udvikle landets militære slagkraft og opbygge et hemmeligt politi - SAVAK. Men også i forhold, der angik hans såkaldte ”Hvide Revolution”, et storladent og dyrt forsøg på at udvikle og modernisere landet og især dets landbrug og industri, lod Shahen sig føre af vestlige rådgivere og særinteresser.
Faranaks familie tilhørte den højtuddannede elite, og indtil slutningen af Shahens regeringstid levede familien i tryghed i den velstillede nordlige del af Teheran. Men Shahstyret vaklede p.g.a. de fejlslagne stormagtsdrømme og den forcerede industrialisering af landet. Utilfredsheden kulminerede i 1979 med Den Iranske Revolution, der markerer afslutningen på et traditionsfyldt og tusindårigt monarki og som med ayatollah Ali Khomeini2 i spidsen blev begyndelsen på en æra med teokratisk styre3 i Iran.
Faranak Sohi kom til Danmark, da hun var 21 år, og har boet i landet siden 1984. Hun giftede sig, stiftede familie og havnede på Odderkanten - i første omgang ved Rude Strand. Hun uddannede sig herefter på Aarhus Seminarium. Som nyuddannet lærer i 1991 blev hun ansat som folkeskolelærer med billedkunst som linjefag på Skjoldhøjskolen. Det skulle dog hurtigt vise sig, at det kreative linjefag var mere end blot en hobby. For Faranak Sohi havde jo altid tegnet og lavet billeder. Hun havde et stærkt behov for at udtrykke sig visuelt, og hun var så optaget af sine egne kunstneriske udfoldelser, at hun 10 år senere søgte ind og blev optaget på grunduddannelsen ved Aarhus Kunstakademi. Herfra gik det videre til den egentlige fagskole, hvorfra hun tog afgang i 2009.
Faranak Sohi debuterede på Kunstnernes Sommerudstilling lige efter, at hun havde afsluttet sin uddannelse på Aarhus Kunstakademi. Umiddelbart herefter blev hun optaget på flere forskellige censurerede udstillinger rundt om i landet, og i skrivende stund bor hun midt i Odder by og har sit eget rummelige værksted i Vita Park i det tidligere Odder Sygehus. I værkstedet skaber hun værker til en stadigt voksende udstillingspraksis i Jylland såvel som i København.
I sin kunst tager Faranak Sohi afsæt i sin egen livshistorie. Mange af hendes værker har derfor et samfundsrelateret indhold, og hun italesætter og problematiserer ofte kultursammenstød med udgangspunkt i sine egne oplevelser fra henholdsvis Iran og Danmark. Hun har noget på hjerte og drives af en stærk indre nødvendighed. Hun er optaget af at finde det medium, som passer bedst til den historie, hun vil fortælle. Hun arbejder derfor ofte konceptuelt og inddrager både maleri, tegning, collage, video, fotografi, pailletter, glimmer, broderi, street art, lyd, installation med mere i sine kunstneriske udtryk.
En vellykket integrationshistorie
Faranak Sohi er glad for at leve i Danmark, og hun har en stor vennekreds af både dansk og iransk oprindelse. Men hun oplever, at forholdene for flygtninge i Danmark har ændret sig radikalt over de sidste 25 år, og at den imødekommenhed, som i sin tid i høj grad bidrog til hendes egen vellykkede og hurtige integration, nu er på retur. Hun havde derfor i begyndelsen af sin karriere som billedkunstner en stærk motivation til at bidrage til debatten herom via sin kunstneriske praksis.
Allerede i 2008 udtaler hun i forbindelse med sin debut på Kunstnernes Efterårsudstilling i Den Frie Udstillingsbygning i København, til anmelder Mikael Døring: »Jeg vil noget med kunsten. Det skal ikke bare være pynt til væggene. Det er fortællinger og historier, som jeg selv er involveret i og gerne vil fortælle videre, og jeg tror på, at det kun bliver bedre af, at man har noget på hjerte.« På udstillingen viser hun værket ”1979”, året for gennemførelsen af Den Iranske Revolution. Værket handler om hendes ankomst og integration i Danmark. De efterfølgende år skaber Faranak Sohi en række værker, der alle kredser om, hvad det vil sige at skifte kultur, integrere sig i et nyt land – hvad der må gives slip på, og hvordan man overkommer det tab, som er forbundet hermed. Men også hvad der nødvendigvis må fastholdes - også selv om det er forbundet med besvær og mishag i det nye land. ”The Way to Integration” var hendes afgangsprojekt i 2009 på Aarhus Kunstakademis store elevudstilling. Det er et videoværk, der på en simpel og tydelig symbolsk facon demonstrerer, hvad det koster rent kulturelt at skifte land og opholdsted. Samme år kommer lydinstallationen ”Ikke kun de andres liv”, gennem nåleøjet og bliver vist på Forårsudstillingen på Charlottenborg, og næsten samtidig får hun optaget ”Vinduet”, en dobbeltsidet videoinstallation på Kunstnernes Påskeudstilling.
Magt, afmagt og tab
I sine installationer forsøger Faranak Sohi at fokusere på de mennesker, oplevelser og følelser, som hun selv har været i kontakt med gennem livet - og især i den tid, hvor hun som ung var flygtning. Værker som "1979", " The Way To Integration", "The Power” og "Transparent" er gode eksempler herpå. Alle fremstår rent formelt i et stramt konceptuelt udtryk, der fungerer som afsæt for formidlingen og udfoldelsen af Sohis personlige historier. Installationernes fokus på det erfaringsmæssige skaber en stærk intimitet mellem kunstværket og beskueren, der åbner for identifikation og indlevelse. Installationerne, der ofte betjener sig af både lyd og billede, er på engang både minimalistiske i deres udtryk og samtidig, i kraft af fortællingernes intensitet og indre nødvendighed, voldsomt påtrængende.
Deres fokus på afmagt, magt og magtudøvelse er relevant og øjenåbnende og samtidig selvfølgelig også politisk. På denne baggrund er det logisk, at Faranak Sohi også er optaget af de helt store eksistentielle spørgsmål, og at ’liv og død’ spiller en afgørende rolle i værker som "Vida", "Vinduet" og "Sorgens farver".
Soldater og maskingeværer optræder ofte i hendes tidligere billeder. På gaderne rundt om i Aarhus kunne man i en periode se små maskingeværer på murværk og andre steder. De var lavet med glimmerstøv på lim, og de små ”glimmerbøsser” blev i den fredelige aarhusianske kontekst først til et pynteobjekt og siden, hos den mere reflekterende beskuer, til et lille ildevarslende emblem, der kan minde om, at fred, tryghed og frihed ikke er en naturgiven ret for alle i denne verden. Typisk for Sohi er værket lavmældt og ydmygt i format og udtryk.
I installationen ”The Power” reflekterer Faranak Sohi over en tusindårig persisk tradition for kropslig træning og udførelse af legemsøvelser for krigere. Øvelserne blev under monarkiet udført af mænd i en såkaldt ’Zurkoone’ – et særligt udstyret hus med en form for arena. Her trænede mændene oprindeligt i grupper, hvor øvelserne udførtes med forskellige redskaber, synkront og i et smukt rytmisk flow, mens børn og kvinder så på fra stolerækker omkring de trænende mænd. Samtidig blev der spillet rituel musik og sunget kongesange, der handlede om bedrifter udført af de mange i Iranske konger, der i en ubrudt linje har regeret Iran i over 2800 år. I dagens Iran må mænd stadig gerne dyrke denne form for idræt, men det er forbudt for kvinder og børn at gå til Zurkoonen, ligesom det element af dans og suffiritual, som tidligere var stærkt i denne særlige idræt, nu nedtones voldsomt, idet det også er forbudt at danse i Iran.
Faranak Sohis bedstefar var udøver af denne idræt, og hun oplevede den varme og intense stemning, der udfoldede sig der mellem mænd, kvinder og børn, da hun selv som lille fik lov til at opleve mændenes træning i en stor Zurkoone i Teheran. Bedstefaderens træningskølle og et billede af ham i træningstøj med bar overkrop indgår som elementer i installationen. I rummet hænger en række persiske tørklæder over et rundt ornament på gulvet omkring hvis kant Sohi med persisk håndskrift har nedfældet alle navnene på de mange iranske konger.
At forene det, der er uforeneligt
Med tiden har kunsten bidraget til, at Faranak Sohi har fået bearbejdet en række traumatiske begivenheder, og derved har hun vundet både selvindsigt, større politisk bevidsthed og ikke mindst mere personlig styrke. Det kan ses på hendes kunstneriske arbejde, som i de senere år er blevet mindre eksplicit politisk/socialt orienteret. I stedet kan man se en udvikling hen imod en større interesse for den oprindelige persiske kultur, som hun som barn voksede op i.
Som flerkulturel medborger indarbejder Faranak Sohi nu i højere grad end tidligere elementer fra sin oprindelige kulturbaggrund i sine malerier, der samtidig forsøger at indskrive sig i en vestlig kontemporær billedkunsttradition. Denne balancekunsts udfordring kommer stærkest til udtryk gennem anvendelsen af klassiske persiske ornamenter og brugen af broderi, glimmer og pailletter direkte på lærrederne. Et greb som uvægerligt er et interessant anstødspunkt, når billederne ses af skandinaver med en stærk forkærlighed for nordisk minimalisme. Den persiske kulturtradition bygger i høj grad på en rigdom af ornamentik, ofte af symbolsk karakter i forening med stor sprudlende farveglæde. Samtidig kan man i den persiske billedkunsttradition se en forkærlighed for mytologisk og litterært maleri af en særlig dekorativ og svulstig karakter, som ligger langt fra den modernistiske billedtradition, som gennemsyrer den danske billedkunst fra Det Moderne Gennembrud og frem til nutiden.
Faranak Sohi er bevidst om, hvordan hendes oprindelige kulturs eksplicitte ”pyntesyge” på en gang fascinerer og frastøder danskere. Netop derfor finder hun det vigtigt at forsøge at integrere dette i sin kunst. Udfordringen er, siger hun, ikke at blive betragtet som en indvandrerkunstner, der ikke ved bedre. Når hun påsætter pailletter og glimmer, er det i et indædt forsøg på at få det til at mødes, som umiddelbart ikke lader sig sammenføje.
Visuel pluralisme i samtidskunsten
En værkserie, som virkelig deler vandene, når det ses af etnisk danske betragtere, er en række abstrakte billeder lavet i 2012, som hedder ”It is not my home anymore”. Billederne er nærmest futuristiske kompositioner, og de forestiller en række ornamenterede og farvestrålende monolitter, der springer frem fra billedfladens sorte og stjernebesatte himmelrum. Udgangspunktet for disse værker er den persiske kultur, som Faranak Sohi gennem sin opvækst er blevet så fortrolig med, og som hun må erkende, at hun ikke vil fraskrive sig, men som hun samtidig har svært ved at integrere i sin danske tilværelse. Hun er inspireret af iransk kunst og arkitektur, og derfor arbejder hun i denne billedserie med glimmer, pailletter, mønstre, ornamentik og geometriske figurer.
Rent billedteknisk er det nærliggende at tro, at Sohi her har været inspireret af den danske billedkunstner Tal R, som også med held anvender dette noget brutale, omvendte perspektiv, hvor tingene nærmest vælter ud af billedet. Og sjovt nok har også han på det seneste brugt glimmer og guld i sine stort anlagte og ofte voldsomt ekspressive, abstrakte malerier – det blev Faranak Sohi gjort opmærksom på, da hun så nogle af hans glimmerbilleder i et galleri i Berlin. For Faranak Sohi var denne opdagelse en glædelig overraskelse og en bekræftelse af hendes egne aspirationer, for det er nærliggende at tro, at også Tal R, som flerkulturel kunstner med jødiske aner, har denne forkærlighed for disse dekorative elementer fra sin ikke danske kulturarv.
I virkeligheden er det tydeligt, at Danmarks bevægelse hen mod et multikulturelt samfund på mange måder også kommer til udtryk i billedkunsten, især der hvor billedkunstnernes brug af materialer fra populærkulturen og hverdagslivet konstant flytter vores grænser for, hvad vi betragter som ’kitsch’ og dermed tomt, og hvad der er kunst og dermed betydningsfuldt. Vi ser i dag en bredde og en variationsrigdom inden for materialer og motivvalg i billedkunsten, der i højeste grad bidrager til, at kunsten på godt og ondt udvikler sig til en form for internationaliseret samtidskunst. En højt specialiseret og multifacetteret kunstgenre, som på mange måder er det sted, hvor det globale informationssamfunds flerkulturelle udtryk og tegn samles og via kunstinstitutionerne og de kommercielle gallerier kolporteres til en bredere offentlighed.
Metamorphose, magi og eventyr
En anden inspirationskilde for Faranak Sohi er Kasper Bonnén, hvis indflydelse skinner igennem i acrylmalerierne ”Flugten” og ”Skyggeside” fra 2007 og igen i ”Glade dage” og ”Hos Mormor” fra 2008. I værkerne fra 2009 mødes de to inspirationer i samme billeder, og man kan fornemme, hvordan Faranak Sohi kæmper med at finde sin egen identitet som maler – I serien fra samme år, ”Om et halvt år er hun voksen” gennemgår billedfladen en lang række forandringer, som bidrager til at understøtte den skrøbelige fortælling om datterens bevægelse fra barn til voksen. Billedet med den spinkle unge pige i forgrunden indhyllet i sæbebobler, er diffust og uroligt på en sælsom facon - som var denne metamorfose fra barn til kvinde et magisk ritual. Som at betragte en sommerfugl på vej ud af sin puppe. Billederne udstråler på smukkeste vis de ambivalente følelser, som moderen rammes af, når det går op for hende, at det højt elskede, legende og sorgløse barn om kort tid ikke længere eksisterer, og at afstanden imellem dem fra da af må være større og intimiteten herefter af en helt anden karakter.
Det ene af billederne lægger op til selvportrættet ”Victoria Station”. I det første er det stadig datteren, blæsende sæbebobler i undergrundsbanens fartstribede univers med en lille stiliseret prikhilsen til Damien Hirst – kongen af den såkaldte Britpopkunst, indarbejdet i kompositionen. Datterens skødsesløshed er fastholdt i det splitsekund, lige før hun vender sig for at stige ombord i et tog, som moderen frygter alt for hurtigt vil bringe hende ind i voksenverdenen.
Striberne og prikkerne går igen i selvportrættet, som leger med samspillet mellem billedet af kunstneren og titlen – som ville det fange og fastholde en berusende følelse af glæde og ”victory”, som hun i dette flygtige øjeblik lader sig rive med af. Hirstprikkerne går igen som en ”tag” senere i billederne ”Mormors taske” og ”Jeg så aldrig hendes Guitar”, der synes at kredse om utilnærmelige eller hemmeligholdte sider af datterens liv.
Magi og eventyrlighed kommer også til udtryk i ”Noahs ark", hvor det er kunstnerens oplevelser, som sejler i de indre danske farvande med dets strandnære skove og havvindmøller, der har inspireret til billedet af arken i en noget moderniseret udgave. På samme måde i ”Hun har mange bolde i luften”, hvor sæbeboblerne igen dukker op som svævende bolde i luften omkring kvinden, der kunne være kunstneren selv eller hendes datter. I de to malerier, ”Hvis jeg også havde et æbletræ i min have” og ”Madam snegl”, kan man iagttage en større frihed rent malerisk, som giver kunstneren lov til at jonglere med størrelsesforhold og perspektiv på en måde, som optimerer billedets poetiske potentiale og kæder det sammen med barndom og barnets måde at gengive og opleve verden på.
Ligeledes i ”Hun hed Fatima” og ”Cykeltyven,” hvor den persiske ornamentik dukker op som stilistiske blad- og blomsterelementer på billedfladen. Billederne, der bearbejder erindringsmaterialet, rummer både noget legende og lyst og noget sorgfuldt og mørkt.
Især billedet med den lille ”Fatima”, der siddende, mut og alene på den brede trappe, virker hjerteskærende. Det oprinder også fra en tid, hvor Faranak fungerede som tolk i et dansk flygtningecenter. Den lille pige gik helt i stykker, da hun blev klar over, at hun og hendes forældre ville blive hjemsendt, fordi de ikke havde fået opholdstilladelse. Faranak har stor indføling med alle de børn, som på grund af krig og forfølgelse tvinges til at blive små alvorlige voksne, længe før deres barndom er overstået – for nogle af dem nåede barndommen aldrig at begynde.
Den længsel efter de tabte og uforløste dele af sin identitet er en rød tråd i hendes eget liv, og den ligger derfor som en ulmende understrøm i hendes kunst.
Kvinden i billedet
Jeg har kaldt denne artikel ’Det usynlige slør’ og det er selvfølgelig med fuldt overlæg, for selv om Faranak Sohi i værket ”Jeg bærer mit slør som jeg vil” erklærer sin uafhængighed og uvilje til at bøje sig for nogen religiøs overmagt, så er hendes historie på godt og ondt fortællingen om det tabte selv og den splittede identitet, og det alene gør, at sløret manifesterer sig som det lag af svært gennemtrængeligt følelsesmæssigt materiale, der konstant giver sig til kende som en uro, en sorg, en smerte eller en usikkerhed - og som af kunstneren opleves som en længsel efter at kende de dele af sig selv, som hun, grundet omstændighederne i sit liv, har måttet skjule og kanalisere for at overleve.
Sløret er usynligt – men det er der! Og du aner det, når du ser på Faranak Sohis kunst. Da mærker du denne længsel, og du ser resultaterne af en søgen, som endnu ikke har nået sin afslutning, og som endnu ikke er stivnet i et færdigt kunstnerisk udtryk som sådan. Tværtimod er styrken i hendes kunst måske netop dens søgende og spørgende karakter!
Det er det, kunsten kan, når den manifesterer sig som en indre nødvendighed – et behov.
Det var grunden til, at skolelæreren Faranak Sohi blev billedkunstner, for hun har dette dybe behov for at bearbejde dele af sit liv, som alt for længe har ligget hengemte i hendes sinds mørkeste afkroge, hvorfra de giver sig til kende som spøgelser om natten - som gys i mørket, der kun kan blive til andet end mareridt ved en gang for alle at blive trukket ordentligt frem i lyset.
Selvportrætter
I det fotografiske selvportræt ”She hides herself” fra 2011 erkender kunstneren sin splittelse og konkretiserer sit behov for at skjule dele af sig selv gennem en række portrætter, som hun tager af sig selv foran et delvist dugget spejl. På spejlet ses det persiske tegn for ordet ’tåre’ og man foranlediges gennem billedets fugtige udseende til at reflektere over tårernes overflod og smerten, der er forbundet med dette udsagn.
I en række kvindebilleder fra 2012 tager Faranak Sohi igen livtag med sin persiske oprindelse og sin splittede identitet: ”Den ulykkelige Prinsesse” og ”Hun overlevede ved at fortælle eventyr i 1001 nætter”. Den lille pige, den unge kvinde og kvinden i mange af hendes billeder kan ses som undersøgende selvportrætter, hver af dem et aspekt af en sløret identitet, der bidrager til at samle billedet af, hvem kvinden i billedet i virkeligheden er. Malerierne og collagerne kan også ses som små eventyr, der bid for bid hjælper kunstneren med at generobre alt det tabte, og som samtidig bidrager til at genfortrylle den tid i hendes liv, som umiddelbart ikke var spor fortryllende.
Sommerfugl
’Faranak’ betyder sommerfugl på farsi, det sprog, også kaldet persisk, som er Faranak Sohis egent-lige modersmål. Jeg kan ikke lade være med at benytte sommerfuglemetaforen her, når jeg betragter hendes billeder med deres glimmer og farvestøv. For det virker næsten, som om en stor persisk sommerfugl har bakset rundt med store, endnu krøllede vinger på disse lærreder, og det er, som om den her og der har tabt noget af det støv, som sad på dens vinger. Det er støvet fra Iran, og det glimter og glitrer for at minde os om, at verden er andet og mere end ”cool nordic”. Denne varme sommerfugl, med de endnu ikke helt flyvefærdige vinger, er ved at lære at manøvrere i den køligere skandinaviske luft. Og når den en dag virkelig har fået luft under sine vinger, så skal vi se flyveopvisning! Da vil det for alvor drysse med persiske ornamenter og mørke, stærke og sanselige kvinder på Faranak Sohis malerier. For os, der ser på billederne, vil sløret stadig være der – men det kun, fordi hun viser os noget, vi ikke umiddelbart er fortrolige med. Selv kaster hun sløret, når hun for alvor folder sine kunstnervinger ud og flyver - Hvis vi tør, kan vi bare flyve med.
