(Fotocollage, der fortæller om min tid under revolutionen og krigen i Iran i 80 erne og tiden efter, hvor jeg flugter og får asyl i Danmark. Fotocollagen består bl.a. af mine dokumenter før/efter revolutionen, og mine asyl dokumenter m.m.)
I september 2008 bad jeg mine forældre om at skrive et brev til mig om deres oplevelser fra revolutionen og krigen i Iran fra 1979 til 1988. Brevene inspirerede mig til at fortælle om min egen personlige historie, og om hvorfor og hvordan jeg havnede i Denmark. Dette værk er derfor baseret på min egen livshistorie.
1-Brevene fra mine forældre, september 2008:
Se oversættelsen nedderst
2- Mit 9. klasses afgangsbevis fra 1978:
Det var sidste gang, jeg gik i skole uden tørklæde på.
3a- Skolefesten:
Piger og drenge gik i den samme skole.
3b- Frihed:
Vi gik på stranden med bikini ved Det Kaspiske Hav.
3c- Min barndoms drømme.
4- Min studentereksamen fra 1982:
Efter revolutionen skulle vi kvinder gå med tørklæde. Mine barndomsdrømme væltede med ét.
5a og 5b- Gymnasiet:
Piger og drenge måtte ikke gå i den samme skole mere. Pigerne skulle nu gå med tørklæde på.
5c- Gadebillede af kvinderne i Iran efter revolutionen:
Vi blev arresteret på stedet, hvis vi ikke gik med tørklæde.
6- Billeder fra revolutionen og krigen i Iran, 1979:
Mange blev henrettet under og efter revolutionen.
Drenge over 12 år fik udrejseforbud. De skulle blive i Iran for at blive sent til krigen, når de fyldte 18 år.
7-Mit falske pas:
Mine forældre betalte en formue for at skaffe os børn et falsk pas.
8- Sidste dag i Iran, august 1984:
Jeg siger farvel til min familie. Jeg vidste ikke, hvornår jeg ville se dem igen, og hvad der ville ske med mig undervejs! Jeg tog bussen til Tyrkiet med mit falske pas og håbede på ikke at blive opdaget af grænsevagterne.
9- Ankomsten til Tyrkiet, august 1984:
Jeg kom over grænsen uden besvær, og smed tørklædet med det samme. Så nemt var det ellers ikke for de fleste. Min bror forsøgte at flygte tre gange, før det lykkedes for ham. Da han endelig kom til Tyrkiet, blev han arresteret af det tyrkiske politi og kom i fængsel i flere måneder. Tyrkerne ville aflevere ham tilbage til Iran. Heldigvis kunne min far købe ham fri, ved at betale det tyrkiske politi.
10- Attest for aflevering af mit falsk pas til Danmark, september 1984:
Jeg afleverede mit falske pas og opholdt mig en dag i arresten, imens politiet fandt ud af, hvad der skulle ske med mig. Så blev jeg sendt til Randers.
11- Mit asylbevis, december 1985:
Efter flere måneders ventetid fik jeg asyl.
12- Cpr.nr.-bevis, januar 1985.
13- Opholdstilladelse, december 1984:
Med en opholdstilladelse og et cpr. nr. kunne jeg så begynde på at gå til danskundervisning. Det gjorde jeg cirka i et halvt år.
14- Niendeklasses afgangsbevis, juni 1986:
Min studentereksamen fra Iran var ikke anerkendt i Danmark, og derfor måtte jeg tage en ny studentereksamen. For at få lov til det, skulle jeg så først have en 9. klasses afgangsprøve. Det var lidt surt at starte forfra, men jeg lærte meget mere dansk end på sprogskolen.
15- Danskprøve 2, februar 1986:
Det var ikke nok med et 9. klassens afgangsbevis. Jeg skulle også have en test, der var speciel for indvandrere som bevis på, at jeg kunne dansk. Det fik jeg sideløbende med, at jeg gik på VUC.
16- Start på gymnasiet, september 1986
17- Varig opholdstilladelse:
Efter 15 års ophold i Danmark følte jeg, at varig opholdstilladelse ikke længere var nok til at være fuldt accepteret i Danmark - specielt når man kom fra Mellemøsten.
18- Dansk statsborgerbevis, juni 1999:
Jeg blev dansk gift, og det gjorde det nemmere at få et dansk statsborgskab. I dag er det som bekendt meget svært at få.
19- Iransk pas, august 2004:
Nu troede jeg, at med et dansk pas kunne jeg rejse til Iran og besøge min familie. Men Iran er et af de få lande i verden, der ikke går med til, at man opgiver sit statsborgskab. Derfor skulle jeg søge om et nyt iransk pas. Det fik jeg så, og i september 2004 rejste jeg for første gang i 20 år tilbage til Iran og besøgte gamle venner og familien.
Denne opstilling understreger, at flygtninge som mig og min familie kommer i klemme i et politisk spil – for eksempel som her mellem Iran og USA.
Alle dokumenter har den faktiske størrelse og farve. F. eks. kan der ses at min falsk pas er blevet klippet i det ene hjørne.
Min mors brev til mig:
5-09-2008
Alle vores problemer startede med revolutionen. Vores liv ændrede sig 180 grader.
Inden revolutionen havde jeg og min mand fast arbejde og tjente godt og levede i den bedste del af Teheran. Vi havde et stort og moderne hus med tjenestefolk. Vi havde et sommerhus i den bedste del ved det Kaspiske hav. Og det bedste af de hele var, at hele familien samledes hver fredag, hvor vi hyggede os. Det var dejligt og vi alle havde det godt..
Tre år før revolutionen deltog jeg i den landsdækkende test, der var nødvendig for at komme ind på universiteterne Jeg deltog faktisk i testen 20 år efter jeg fik min studentereksamen, og bestod testen med det samme, og begyndte at læse Mellemøstens historie og litteratur på Teherans universitet.
Jeg tog på arbejde om dagen og på universitetet om aftenen, samtidig med at jeg passede hjemmet og 4 børn. Jeg var glad for at jeg endelig fik muligheden for at videreuddanne mig og fik altid gode karakterer.
Så kom revolutionen i 1979 og alle universiteterne blev lukket i ca. 2 år. Efter genåbningen fik en del af studerende af forskellige grunde ikke lov til fortsætte på universitetet længere! Det var et stort tab for mig, der altid ønskede mig at få en uddannelse. Jeg manglede kun et år i at blive færdig.
Min ældste datter, der var 20 år på det tidspunkt, havde det ikke så godt under revolutionen, da hun psykisk blev påvirket af det. Hun var meget ked af det og deprimeret. Derfor sendte vi hende på en måneds ferie i Tyskland hos hendes onkel. Hun pakkede en lille kuffert, og det var meningen at hun skulle komme tilbage efter en måned for at starte på en videreuddannelse.
Men ugen efter hun tog af sted brød krigen ud mellem Iran og Irak, og alle de iranske grænser (land, luft og hav) blev lukket, så hun var nødt til at forlænge sit visum…
Hun tog på ferie for 27 år siden, og er endnu ikke vendt tilbage til Iran!
Under krigen ville de hente min eneste søn ind som soldat i krigen. Det var dog ikke en krig, der gjaldt fædrelandets jord, for så ville vi selvfølgelig have bakket den op, men det var en meningsløs krig mellem Saddam og Khomeini.
Vi ofrede en formue for at sende min søn af sted med et falsk pas over grænsen.
3 gange blev vi snydt af bagmændene, hvor de tog pengene uden at tage ham med over grænsen. Efter 3 forsøg lykkedes det os at sende ham af sted til Tyrkiet, og derfra videre, hvor han tilfældigvis havnede i Denmark.
Mit tredje barn, Faranak, var på det tidspunkt lige blevet student, og arbejdede på et børnehjem. Efter et år, skulle hun til personalesamtale. Denne samtale gik ud på at kunne svare rigtig på en islamisk test, hvor man skulle kunne alle de islamiske regler udenad.
Det kunne hun ikke, og derfor fyrede de hende fra hendes arbejde. Og på det tidspunkt var det uacceptable at ikke kunne de islamiske regler. Derfor sende vi også hende af sted med et falsk pas over grænsen, hvor hun så tog videre til Danmark hos sin bror.
Det var midt i krigen og det blev være og være. Værst var det om natten. Vi kunne høre bomber, der blev kastet af Saddams soldater over hele Teheran. Vi, dvs. mig og min mand og vores fjerde barn, altså vores yngste datter, gemte os hver nat i bjergområderne og vendte tilbage til vores næsten ødelagte hus om dagen, hvor der ikke var så kraftige bombardementer. Mange mennesker døde i bjergene på grund af sygdomme eller fordi de blev stukket af giftige slanger og skorpioner.
En dag var vi på besøg hos min mands kusine. Der mødte vi to piger på 7 og 8 år. Vi spurgte hvem de var. Min mands kusine fortalte at pigerne havde mistet deres forældre og deres hus i krigen, og derfor blev de passet hos dem. Der var mange børn der blev forældreløse under krigen.
Dagen efter hørte vi at min yngste datters skole var blevet ødelagt i krigen. Heldigvis var der ikke elever på skolen på det tidspunkt. Da blev vi bange for at vi enten ville miste vores datter, eller at vi selv ville dø under krigen og vores datter ville blive forældreløs.
Derfor sendte vi hende i en alder af 13 år til Tyskland hos min ældste datter. Min mand, der er muslim fulgtes med hende, men jeg kunne ikke få et pas til at rejse med.
En dag blev jeg kaldt ind til samtale hos min chef. Jeg blev også fyret fra mit arbejde efter 18 års tjeneste, da jeg ikke kunne det islamiske test og regler uden ad!
Jeg kunne stadig ikke få fornyet mit pas og kunne derfor ikke rejse for at besøge mine børn, men så hørte vi en dag at man kunne få fornyet sit pas hos den iranske ambassade i Tyrkiet. Derfor tog min mand straks til Tyrkiet og fik fornyet mit pas, og så kunne jeg rejse til Tyskland og Danmark, og se min ældste datter efter 13 år, min søn og min mellemste datter efter 8 år, og min yngste datter efter 7 år.
Genforeningen var skøn og vi troede at nu kunne vi slappe af og leve livet ubekymret. Men sådan var det jo ikke for os. Kort tid efter jeg besøgte min ældste datter blev hun ramt af den alvorlige sygdom Sklerose Ikke nok med det – der gik et par år og så blev min søn også ramt af Sklerose
Vi søgte om at få familiesammenføring, for at være sammen med bl. a. vores to syge børn.
Jeg turde heller ikke vende tilbage til Iran, for jeg viste ikke om jeg nogensinde ville kunne rejse ud igen. Efter nogle måneder tog min mand tilbage til Iran for at sælge vores hus og møbler. Men den islamiske regime havde besat vores hus. Jeg måtte hverken eje noget eller sælge noget. Så vi mistede vores hus og grund og alt, hvad vi ejede. Jeg mistede også arven efter min far, og det var en lejlighed.
Min tro er så stærk at jeg ikke vil lyve om hvad jeg står for, selvom det har kostet mig de materielle værdier.
Jeg savner selvfølgelig Iran og mine søskende. Jeg savner de varme sommerdage i Iran. Jeg savner den kolde vinter i Iran med sneen. Jeg savner det smukke efterår med dens forskellige farver. Savner foråret. Savner duften af de forskellige blomster. Savner de varme og kærlige mennesker i Iran, som jeg omgik med . Savner vores søde naboer, der holdt øje med om vi havde det godt. Savner vores kultur og traditioner. Savner grønthandleren, der kom hver dag på gaderne og råbte højt om at han havde friske grøntsager.
Ingen steder vil blive som ens eget hjem…
Men jeg er trods alt meget taknemlig for at vi kunne komme til Danmark så vi kan være i sikkerhed og være sammen med vores børn. Her er der frihed og demokrati. Her er tryghed og fred. Her er der dejlige og rare mennesker. Og det er dejligt at staten bruger pengene på befolkningen. Vi er glade for at selvom revolutionen og det iranske regime ikke ville have os, er der så et land som Danmark, der tager godt imod os og hjælper os.
Det var det jeg kort kunne fortælle om revolutionen i mit brev til dig.
Min fars brev til mig:
5-09-2008
For at forhindre et yderligere sovjetisk engagement og en øget sovjetisk indflydelse på Irans udvikling, bragte USA i 1979 – i samarbejde med europæiske nationer – Khomeini fra Irak til Frankrig. I Paris løj han overfor den iranske befolkning. Han sagde bl.a. at indtægterne fra olie skulle komme den iranske befolkning til gode således at offentlige transport, el og vand skulle blive gratis. Folk forgudede ham og troede på hans ord, ikke mindst folk, der var analfabeter. Han satte revolutionen i gang. Jeg kan huske at folk satte ild til spiritus forretninger, musik- og plade forretninger, banker og m.m. Der var nærmest en borgerkrig mellem kommunister og de troende muslimer. Irans situation var nu ustabil og det benyttede Khomeini sig af, og med hjælp fra Vesten kom han til Iran. Vi troede at vi nu fik en leder, der ville hjælpe Iran til en positiv udvikling. Vi troede at han ville give iranerne deres frihed. Men allerede fra den første dag henrettede han mange af politikkerne fra Shahens tid og en del, der arbejdede i militæret under Shahens regime. Han begyndte at henrette mange civile borgere, der ikke var muslimer. Der var utallige folk, der blev henrettet bl.a. kristne, og jøder og zartoshter. Regimen tog også deres huse og ejendomme fra dem…
Blandt andet tog de vores ejendomme m.m. fra os, og forfulgte os.Derfor sendte vi først vores børn ud af Iran, hvor to af dem nu bor i Tyskland og de andre to bor i Danmark. Efter en del år lykkedes de mig og min kone at komme til Danmark, så vi kunne slippe for forfølgelsen fra det islamiske regime.
Vi er glade for at Danmark har hjulpet os. Vi kom ikke på grund af penge, for vi var bedre økonomisk stillede i Iran. Vi kom fordi vi blev forfulgt og vi er glade for den frihed og det demokrati vi har fået i Danmark.
