For Faranak Sohi med de iranske rødder blev 2008 et gennembrudsår. Til sommer afslutter hun sin fire årige uddannelse som billedkunstner, men længe inden da fik andre øjnene op for hendes kunst. Værket 1979 kom gennem nåleøjet til Kunstnernes Efterårsudstilling. Det bygger på Faranaks egen historie, og hun vil gerne med værket bidrage til at skabe debat om modtagelsen af flygtninge og indvandrere i Danmark:»Jeg var rystet, da jeg læste, at man kan være 10 år i et asylcenter. Jeg fik asyl efter fire-fem måneder, og dengang var der ikke en hel masse tests, der spændte ben. Man kunne gå i gang med at skabe sig en ny tilværelse,« siger Faranak Sohi.
Afsked med familien
Det er 25 år siden, Faranak Sohi kom til Danmark, hvor en ældre bror allerede var. Familien tilhører en religiøs minoritet i Iran og var i vanskeligheder efter revolutionen. Krigen mellem Iran og Irak forværrede forholdene, og Faranaks bror var i overhængende fare for at blive sendt i krig. Ét efter ét sendte forældrene de fire børn afsted til Europa. I 1984 ankom Faranak til Danmark:»Det var en befrielse. Det var som at gå tilbage til tiden før Khomeini og helt i tråd med den vestlige opdragelse, jeg havde fået. Jeg tror, det er nemmere for iranere end for så mange andre at integrere sig i Danmark, fordi de har været vant til vestlige normer tilbage fra shahens tid. Det er kun vejret, det er svært at vænne sig til.«
Eksisterer ikke uden CPR
Modtagelsen bidrog til hurtigt at komme videre:
»I den første tid kunne jeg jo ikke følge med i politik og aviser, men udfra mine egne oplevelser, vil jeg sige, det var helt anderledes, end den modtagelse folk får i dag. Jeg fik asyl efter nogle måneder, og så fik jeg et cpr.-nummer. Har man ikke det, kan man ikke gå til danskundervisning, ja, man eksisterer slet ikke,« siger Faranak Sohi.Hun ville gerne bo i København i nærheden af broderen, men endte sammen med andre iranere på et hotel i Randers.
»Det var nyt i Randers at have en flok iranere i byen, og der kom danskere på besøg. Søde mennesker, der hjalp os med mange ting, også med at finde bolig.«
Integration hos dansk familie
Da Faranak Sohi fik asyl, lejede hun et værelse hos en dansk familie:
»Det var integration. Jeg var med i det hele, til familiefesterne, til jul - og vi ses stadig. Det er en tradition, at vi mødes hvert år i december til julefrokost. Danskerne var ikke så tilbageholdende dengang. De var ikke bange for at lukke en indvandrer ind i deres hjem.«At det endte med ægteskab med dansklæreren på sprogcenteret bidrog yderligere til at komme ind i det danske samfund, og Faranak fortsatte studierne. Den iranske studentereksamen gav ikke adgang til dansk videreuddannelse, og hun tog suppleringskurser og dansk studenter- eksamen.
En ordentlig uddannelse
»Mit allerhøjeste ønske var at komme på kunstakademiet, men mange sagde: »Hvad skal du bruge det til? Få dig en ordentlig uddannelse«, og så blev jeg lærer,« fortæller Faranak Sohi.
Lærerjobbet sled i længden, og Fararak besluttede at realisere drømmen.
»Jeg gik altid med tanken om kunsten i baghovedet, men det skulle ikke være på hyggeplan, der skulle være kunstakademiet, og jeg fik drømmen opfyldt, selv om det er lidt sent at begynde.«Det blå stempel
For tiden arbejder Faranak Sohi på sit afgangsprojekt, men allerede i efteråret sendte hun som andre studerende på kunstakademiet et værk til bedømmelse på Kunstnernes Efterårsudstilling:
»Jeg sov ikke i flere nætter og kiggede spændt efter brev hver dag. Andre fra kunstakademiet fik svar, og det var nej, så jeg var ved at opgive, da der en dag lå et meget tykt brev. Det første jeg så, da jeg åbnede det, var 15 fribilletter - og så begyndte jeg ellers at sms’e til alle, jeg kender.«
For fire år siden satte Faranak Sohi for første gang i 20 år fod på iransk jord, men fremtiden ligger i Danmark. Forældrene og broderen bor i København og i Odder er der datteren på 17.»Og jeg er velintegreret. Jeg er både blevet gift, har fået barn, er blevet skilt, har fået ny kæreste og har skiftet job. Det er helt efter bogen,« fastslår Faranak Sohi med et smil.
Se avisartiklen HER